Få her et overblik over, hvad en peberspray indeholder, og hvordan den virker:
* Peberspray, også kaldet OC (Oleoresin Capsicum), er beslægtet med tåregas – men er langt stærkere.
* Indholdet består af cayennepeber eller chili, som er blandet i opløsningsmiddel. Det fyldes i en spraydåse, som indeholder drivmiddel, der hjælper dåsens indhold ud i en tynd stråle.
* Peberspray kan ramme på op til mellem seks og syv meters afstand.
* En dåse peberspray indeholder omkring to millioner Scoville Heat-units, der er en enhed til at måle frugter og grøntsagers styrke.
* Dermed svarer pebersprayens styrke omtrent til styrken for verdens stærkeste chili. En stærk, thailandsk ret måler typisk mellem 50 til 200 på Scoville-skalaen.
* Bliver man ramt af peberspray i ansigtet, medfører det akutte smerter i øjne og på huden, tåreflåd og flåd fra næsen, vanskeligheder med vejrtrækning, hoste, generelt ubehag i kroppen samt ufrivillig blinken eller lukning af øjnene.
* Vand reducerer virkningen hurtigere.
* Når en person rammes af sprayen, er vedkommende i de fleste tilfælde ude af stand til at orientere sig og tvinges derfor til at opgive et eventuelt angreb eller udvise fysisk modstand.
* Blindheden varer i omkring en halv time. Det generelle ubehag forsvinder typisk helt efter to timer, og sprayen giver ikke varige skader.
* Politiet har siden 1. januar 2008 haft peberspray som en fast del af deres udrustning.
Kilde: Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, Legaldesk.dk, guinnessworldrecords.com.
/ritzau/