Et nyt initiativ fra en række organisationer og myndigheder skal mindske antallet af medicinfejl og deraf følgende skader i det danske sundhedsvæsen.
Initiativet "Medicin uden skade" kommer på baggrund af et globalt program fra FN's sundhedsorganisation, WHO.
Læs her om fejl med medicin i det danske sundhedsvæsen:
* I 2016 blev der i alt indrapporteret 90.661 tilfælde af utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinering.
* Heraf blev 75.455 tilfælde indrapporteret fra kommunerne eksempelvis fra hjemmeplejen eller plejehjem.
* 9896 tilfælde af medicinfejl blev indrapporteret fra sygehuse.
* 5108 tilfælde blev anmeldt fra andre institutioner i regionerne eksempelvis i psykiatrien.
* Samlet blev der i 2016 rapporteret cirka 189.000 såkaldt utilsigtede hændelser i sundhedsvæsnet inklusiv medicinfejl. De står altså for omkring halvdelen af det samlede antal fejl.
* I kommunerne blev der samlet indberettet 116.366 fejl. Langt de fleste fik ingen eller milde skader. Men godt syv procent af fejlene endte med moderate skader, der krævede behandling eller indlæggelse. Én procent endte med alvorlige skader, der var permanente eller livstruende, mens 0,14 procent døde.
* På sygehusene blev der i alt indberettet 42.797 fejl. Også på sygehusene gælder, at langt de fleste blev kategoriseret med ingen eller milde skader. Men 17 procent fik moderate skader, mens godt fem procent var alvorlige. 0,75 procent var dødelige fejl.
* 10.572 utilsigtede hændelser blev anmeldt fra andre institutioner i regionerne eksempelvis i psykiatrien. Her fik omkring 10 procent moderate skader, knap 3,5 procent fik alvorlige skader, mens 0,3 procent døde som følge af skaderne.
Kilde: Dansk Patientsikkerhedsdatabases årsberetning 2016 fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
/ritzau/