Det vil gavne både virksomheder, forbrugere og klima, hvis Folketingets partier i den kommende energiaftale beslutter at omlægge afgifterne på energiområdet.
I øjeblikket går store mængder overskudsvarme fra virksomheder og kraftværker til spilde, fordi afgiftssystemet gør det urentabelt at bruge den til fjernvarme. Det koster fjernvarmekunderne 1,6 milliarder kroner om året.
* Ifølge Dansk Industri (DI) kan Danmark ved at bruge overskudsvarme fra virksomhederne til fjernvarme fortrænge 600.000 ton CO2 årligt. Heraf 100.000 ton uden for den EU-regulerede kvotesektor.
* Det svarer til næsten 20 procent af fjernvarmens samlede årlige udledning - eller udledningen fra hele Esbjergs energiforbrug.
* Når overskudsvarmen i dag ikke bruges til fjernvarme, skyldes det afgift på blandt andet overskudsvarme og elvarme, som gør det urentabelt for virksomhederne.
* Ifølge Energistyrelsens basisfremskrivning vil der i 2030 stadig være 26 procent ikke-vedvarende energi i fjernvarmeforbruget.
* Danmark har påtaget sig et af de højeste mål i EU med at skære CO2-udledningen uden for kvotesektoren - fra transport, landbrug og boliger. Der skal reduceres 39 procent drivhusgasser i 2030, målt fra 2005.
Kilde: DI Energi, EU-Kommissionen.
/ritzau/