Fodboldklubben Lyngby kæmper i øjeblikket for at afværge den anden konkurs efter årtusindskiftet.
Spillerne skal senest onsdag have udbetalt lønnen for januar. Ellers risikerer Lyngby at gå konkurs, som det også skete i december 2001.
Her er hovedpunkter fra det seneste års hændelser i den økonomiske trængte klub, der sidste år vandt bronze i Alka Superligaen:
* Januar 2017: Efter et skidt årsregnskab med et minut på 25 millioner kroner meddeler Lyngby, at klubben ligger i forhandlinger med en amerikansk investorgruppe om et salg af klubben.
Lyngbys hovedsponsor, Hellerup Finans, har selv økonomiske problemer, og klubben har brug for ny kapital. Salget bliver ikke til noget.
* Maj 2017: Efter at Hellerup Finans - med hjælp fra private investorer - drypvis har tilført Lyngby mange millioner kroner i årets første måneder, får klubben fornyet licensen til at spille videre i Alka Superligaen.
Det er Licensappeludvalget, der tildeler Lyngby licensen, efter at Licensudvalget i første omgang havde givet afslag.
* August 2017: Hellerup Finans-chef Torben Jensen fortæller til Børsen, at Lyngby ikke længere er til salg.
* Januar 2018: Torben Jensen erkender over for Berlingske Business, at Lyngby kæmper for sin fremtid. - Det kræver en hurtig reaktion for at sikre klubbens eksistens, siger han.
Senere i januar fortæller han til BT, at Lyngby har flere tilbud på hånden fra mulige købere.
På månedens sidste dag, onsdag 31. januar, har spillerne i Lyngby endnu ikke fået udbetalt løn. Hvis det ikke sker inden midnat, kan spillernes fagforening, Spillerforeningen, indgive konkursbegæring mod klubben.
/ritzau/