En satellit, som skal kaste nyt lys over exoplaneter, er natten til torsdag blevet sendt op i rummet.
Nasas Tess-satellit blev sendt op fra Cape Canaveral i USA.
Her kan du læse om missionen:
* Satellitten Tess skal kigge ud i rummet efter exoplaneter og måle jordskælv.
* En exoplanet kredser om en anden stjerne end Solen. Den første blev ikke opdaget før i 1995.
* De fleste exoplaneter er store gasplaneter som Jupiter og Saturn. Men der er også fundet små planeter på størrelse med vores måne.
* Med en vægt på 350 kilo er Tess langt mindre end Kepler-satellitten, der indtil nu har været det flagskib, der har fundet flest exoplaneter.
* Hvor Kepler foretager sine observationer fra en bane om solen, skal Tess foretage sine målinger fra en aflang bane om Jorden.
* Den ligger mellem 108.000 og 375.000 kilometer fra Jorden. Dermed skal den nå næsten helt ud i Månens bane om Jorden.
* Navnet Tess er en forkortelse for "Transiting Exoplanet Survey Satellite".
* Det er en satellit, som kortlægger exoplaneter ved at observere, hvordan de formørker deres stjerner.
* Målet er at identificere exoplaneter, der kredser omkring meget klare stjerner og levere data, der kan bruges til at fastslå deres radier.
* Planeterne skal så undersøges via teleskoper for at karakterisere dem ved blandt andet at fastslå deres masser og undersøge atmosfærer.
* DTU Space er inviteret med af NASA, fordi det har indsigt i både den videnskab og teknologi, der ligger bag missionen.
* DTU Space har både leveret navigationsudstyr i form at to ekstremt præcise stjernekameraer og har netop etableret en ny exoplanetforskningsgruppe.
* Derudover deltager Aarhus Universitet. Her kommer en gruppe til at stå for at distribuere data fra Tess til astronomer verden over.
Kilder: Videnskab.dk, Aarhus Universitet og DTU Space.
/ritzau/