Dagens program ved VM i fodbold onsdag 20. juni:
14.00: Portugal-Marokko (gruppe B), Moskva, TV2.
Med sit hattrick i 3-3-kampen mod Spanien står Cristiano Ronaldo for VM's hidtil mest spektakulære præstation. Med en sejr kan Portugal tage et stort skridt mod avancement, mens Marokko har ryggen mod muren efter nederlaget på 0-1 til Iran.
17.00: Uruguay-Saudi-Arabien (gruppe A), Rostov, TV2.
Med det sene sejrsmål mod Egypten fik Uruguay et perfekt afsæt ved VM, og det vil med stor sandsynlighed være nok til avancement, hvis holdet også vinder over Saudi-Arabien, der leverede en beskæmmende indsats i nederlaget på 0-5 til værtsnationen, Rusland.
20.00: Iran-Spanien (gruppe B), Kasan, TV2.
De spanske titelbejlere måtte nøjes med uafgjort mod Portugal, men fik vist store kvaliteter undervejs. Her er Spanien storfavorit til sejren, selv om Iran overraskende er i spidsen for gruppen efter sejren over Marokko.
/ritzau/