* Der bor knapt 30 millioner mennesker i Venezuela, der ligger i det nordlige Sydamerika.
* Langt de fleste bor i byerne. Den største er hovedstaden, Caracas.
* Det officielle sprog er spansk. Landet var tidligere underlagt kolonimagten Spanien, men løsrev sig i begyndelsen af 1800-tallet.
* Det ressourcerige land råder over nogle af verdens største olie- og gasforekomster og er medlem af olieorganisationen Opec. Olierigdommene spiller en helt afgørende rolle for den venezuelanske økonomi.
* Hugo Chávez kom til magten i 1999 og satte sig i spidsen for en "socialistisk revolution".
* Han blev i løbet af sin regeringstid en af de mest højlydte kritikere af USA.
* Den venstreorienterede præsident har også brugt sine magtbeføjelser til at nationalisere hundredvis af private virksomheder og beslaglægge store landbrugsarealer.
* I sin regeringstid har han brugt Venezuelas oliepenge til at fremme sociale programmer i slumkvartererne og blandt de fattige på landet.
* Men Chávez beskyldes også for at have brugt sin magt i landet til at skaffe sig selv og sine nærmeste endnu mere magt. Han har stækket medierne og forsøgt at skabe en personkult omkring sig selv.
* Med Chavez' død kommer der nu et præsidentvalg inden 30 dage.
* Vicepræsident Nicolas Maduro, Chavez' kronprins, samt oppositionsleder Henrique Capriles er de to mest oplagte kandidater til den ledige post.
Kilder: Reuters, AFP, dpa.
/ritzau/