32 millioner flere amerikanere vil stå uden en sundhedsforsikring i 2026, hvis den sundhedsreform, der kaldes Obamacare, bliver ophævet uden en erstatning. Det viser nye beregninger fra Kongressens budgetkontor.
Flertalsleder i Senatet Mitch McConnell har bebudet en ophævelsesafstemning om Obamacare i begyndelsen af næste uge.
Her kan du læse mere om Obamacare, som Republikanerne har ønsket at nedlægge i årevis.
* Det formelle navn er The Patient Protection and Affordable Care Act.
* Reformen blev vedtaget i Kongressen i 2010 og iværksat fra 2014.
* Den forpligter alle amerikanere til at have en sundhedsforsikring. Systemet er hovedsageligt baseret på, at folk bliver pålagt at tegne en forsikring i et privat selskab.
* Reformen udvidede dækningen til de fattigste amerikanere - blandt andet under programmet Medicaid. Også pensionister og krigsveteraner er blevet dækket.
* Over 20 millioner amerikanere, der tidligere stod uden sygesikring, er blevet dækket under Obamacare. De fleste andre - cirka 155 millioner - har en sundhedsforsikring gennem deres arbejdsgiver.
* Folk med lav indtægt får subsidier fra staten til at betale deres forsikring.
* Obamacare betyder, at børn kan stå på deres forældres forsikring, frem til de er 26 år gamle.
* Obamacare begrænser samtidig risikoen for prisstigninger, ligesom at den gør det ulovligt at nægte at tage imod kunder, der allerede var syge.
* Modstandere mener, at reformen er en begrænsning af individets frihed. Et forsøg på at få loven kendt forfatningsstridig blev afvist af Højesteret 25. juni 2012.
* Efter et fejlslagent forsøg på at indføre en ny sundhedsreform, vil Senatet stemme om en ophævelse af Obamacare i begyndelsen af uge 30.
Kilder: The New York Times, The Washington Post, NTB og Kongressens budgetkontor.
/ritzau/