1. oktober skifter Danmark det nuværende radioformat DAB ud med afløseren DAB+. Det baner vejen for op mod 18 nye landsdækkende kanaler.
* I dag er det kun Danmarks Radio, Radio24syv, Nova og Pop FM, der sender landsdækkende radio.
* Det ændrer sig fra 1. oktober, når det digitale radionet opgraderes til DAB+.
* Det betyder, at der teknologisk er plads til langt flere kanaler.
* Det er den svenskejede virksomhed Teracom A/S, der skal bestyre de ledige radiopladser fra 2017 til 2029.
* Virksomheden vandt rettighederne af den danske stat ved et offentligt udbud i efteråret 2016.
* Teracom afgør efter forhandlinger med interesserede aktører, hvem der skal drive de nye landsdækkende radiokanaler.
* Kulturministeriet vurderer, at cirka 45 procent af befolkningen har en DAB-radio i hjemmet.
* Når DAB skifter til DAB+, bliver mellem 200.000 og 400.000 DAB-radioer ubrugelige, da de ikke kan modtage det nye format.
* Man kan tjekke via brugermanualen, om radioen kan modtage DAB+.
* Alternativt kan man prøve at tjekke, om man kan lytte til DR's regionale kanaler på P4. Hvis man kan finde disse kanaler på sin digitale radio, kan man også modtage DAB+.
Kilder: Kulturministeriet, Berlingske og Teracom Danmark.
/ritzau/