Ritzau
Opdateret kl. 13:15
Regeringen, Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti fordeler i en ny dagtilbudspakke 580 millioner kroner over de næste fire år.
Aftalen om fremtidens dagtilbud faldt på plads fredag.
Her er et overblik over de tre hovedspor i aftalen samt nogle af de vigtigste punkter:
1. Øget fleksibilitet og frit valg for børnefamilier.
* Pasningsproblemer for forældre med skæve arbejdstider skal løses ved at forældre kan veksle en fuldtidsplads i institutionen til en halvtidsplads og oveni få tilskud til at hyre en børnepasser derhjemme om aftenen.
* Forældre skal have mere indflydelse i forældrebestyrelserne.
* Ny informationskanal skal sikre mere gennemsigtighed om for eksempel dagtilbuddenes madtilbud.
2. Bedre læring og trivsel for alle børn og et sammenhængende børneliv.
* Ekstra pædagoger til institutioner i udsatte områder.
* Den gamle - og kritiserede - læreplan for børn i daginstitutioner erstattes af en ny, som har mere fokus på leg end egentlig indlæring.
3. Høj kvalitet gennem faglighed og tydelig ledelse.
* Der afsættes penge til at give dagplejere et uddannelsesmæssigt løft ved at uddanne dagplejere til pædagogiske assistenter.
* Personalet i de danske dagtilbud skal tage førstehjælpskurser.
Her følger et indblik i, hvordan de afsatte penge fordeles på de tre hovedspor:
* Knap 60 millioner kroner til at skabe øget fleksibilitet og frit valg for børnefamilier.
* Omkring 300 millioner kroner til at sikre bedre læring og trivsel for alle børn og et sammenhængende børneliv.
* Omkring 210 millioner kroner til højere kvalitet gennem faglighed og tydelig ledelse.
Kilde: Aftaleteksten for dagtilbudspakken "Stærke dagtilbud - alle børn skal med i fællesskabet".
/ritzau/