USA's præsident, Donald Trump, har meldt ud, at USA vil forlade den såkaldte nedrustningsaftale INF, medmindre at Rusland og Kina går med til en ny aftale.
Donald Trump kommer med udmeldingen, efter at Rusland er blevet beskyldt for at bryde den eksisterende aftale.
Du kan læse mere om INF-nedrustningsaftalen her:
* INF-aftalen blev indgået 8. december 1987 og var et resultat af forhandlinger mellem USA og Sovjetunionen, der på det tidspunkt var ledet af henholdsvis Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov.
* INF står for Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty.
* Aftalen forbyder enhver opstilling af mellemdistancemissiler.
* Den var den første aftale, der fjernede en hel våbenklasse fra supermagternes arsenaler.
* INF-aftalen blev regnet for en stor succes og set som et stort skridt i retning af normalisering af forholdet mellem øst og vest hen mod afslutningen af den kolde krig.
* Både atomare og konventionelle ballistiske missiler samt krydsermissiler med en rækkevidde på mellem 500 og 5500 kilometer blev tilintetgjort.
* USA destruerede omkring 850 missiler af typerne Pershing 1b, Pershing 2 og BGM-109 Tomahawk.
* Sovjetunionen ødelagde 1850 missiler af typerne SS-4, SS-5, SS-12, SS-23, SS-20 og SSC-X-4.
* Rusland og USA har flere gange beskyldt hinanden for at bryde aftalen.
* I februar 2017 oplyste anonyme embedsmænd i USA's regering til The New York Times, at Rusland i al hemmelighed havde testet og klargjort et nyt krydsermissilsystem. Det russiske forsvarsministerium kommenterede ikke oplysningerne.
Kilder: Den Store Danske, AFP, AP.
/ritzau/