FAKTA: Næsehornet er truet af udryddelse

En næsehornsunge er mandag kommet til verden i Københavns Zoo. Læs om den truede dyreart her.
En tilsyneladende sund og velskabt næsehornskalv kom mandag formiddag til verden hos Københavns Zoo.
En tilsyneladende sund og velskabt næsehornskalv kom mandag formiddag til verden hos Københavns Zoo. Foto: Zoologisk Have København/Free

Næsehornet Minna har mandag født en kalv i Københavns Zoo.

* Københavns Zoo har nu fire næsehorn af arten "sydligt bredsnudet næsehorn" også kaldet "hvide næsehorn".

* Navnet "hvide næsehorn" er egentligt lidt misvisende, da arten har samme farve som andre næsehorn. Det skyldes ifølge Københavns Zoo en oversættelsesfejl, da arten blev navngivet.

* Boerne i Sydafrika kaldte det hvide næsehorn "Wijde". Dette lyder næsten som det engelske ord "white" (hvid), men betyder egentlig "bred" og hentyder til, at det hvide næsehorn har en bred mund. Men englænderne oversatte ordet til "white", og således fik det hvide næsehorn sit navn.

* Der er i alt fem nulevende næsehornsarter: Det hvide og det sorte, der lever i Afrika, samt det indiske næsehorn, Javanæsehornet og Sumatranæsehornet, der lever i Asien.

* Næsehorn er en dyreart, der er truet af krybskytteri og mangel på levesteder.

* Det hvide næsehorn lever af græs og urter. Den forventede levealder er 35-45 år.

* Et hannæsehorn vejer typisk mellem to og fire ton, mens hunnerne vejer mellem halvandet og to ton.

* Det vides endnu ikke, om næsehornskalven i København er en han eller en hun.

* Hvis det er en hun, skal hun tilmeldes et avlsprogram, der administreres på europæisk plan på kryds og tværs af de nationale zoologiske haver.

Kilde: Zoologisk Have København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.