Pave Frans indleder mandag sit besøg i Myanmar. Det forventes, at han kommer med et budskab om fred i landet, der kritiseres globalt på grund af krisen med rohingya-flygtningene.
Læs mere om rohingya-muslimerne her:
* Mange i Myanmar anser de lidt over en million rohingya-muslimer, der var i landet før den seneste masseflugt, for at være illegale indvandrere, selv om de har levet der i mange generationer.
* Rohingyaer lever først og fremmest i Rakhine-delstaten, som grænser op til Bangladesh.
* De menes at nedstamme fra muslimske handelsmænd, der slog sig ned i regionen for mere end tusind år siden.
* De må ikke få statsborgerskab, udsættes for tvangsarbejde, har ikke ret til at eje land og har begrænsede rettigheder på flere andre områder.
* Uroligheder har ad flere omgange tvunget rohingyaerne på flugt fra Myanmar.
* Flygtningelejrene i Bangladesh husede i forvejen omkring 400.000 rohingyaer. Efter at nye uroligheder brød ud 25. august, er flere end 600.000 flere flygtet dertil.
Kilder: Reuters, IOM og BBC.
/ritzau/