En berigelse af den danske natur eller en fare for mennesker og husdyr. Meningerne om ulvens tilbagevenden til den danske natur er delte.
Her kan du læse om ulvens genindtog i Danmark efter 200 års fravær.
* En ulv blev i 2012 fundet død i Thy, og det markerede ulvens tilbagevenden til den danske natur.
* Forskere fra Aarhus Universitet har konkluderet, at mindst otte ulve med sikkerhed er indvandret fra Tyskland til Danmark siden 2012.
* Tre af disse ulve vurderes fortsat at være i live - et ulvepar i Vestjylland samt en omstrejfende ulv i Nordjylland.
* Parret i Vestjylland fik sidste år hvalpe, og der er forlydender om, at tre snart voksne ulvehvalpe strejfer rundt i området.
* Danmark har siden 2014 haft en forvaltningsplan for ulve.
* Forvaltningsplanen sikrer, at der kan udbetales erstatning til husdyrholdere, der får deres dyr angrebet af ulve.
* Planen sikrer også, at der kan gives tilskud til etablering af ulvesikre hegn i et afgrænset område i Vestjylland.
* Antallet af ulveangreb på husdyr, som eksempelvis får og geder, har været stigende.
* Sidste år blev der i årets første 10 måneder konstateret 20 ulveangreb. Det udløste en erstatning på i alt 94.556 kroner.
* Til sammenligning var der i hele 2016 seks dokumenterede ulveangreb, der tilsammen udløste en erstatning på 16.950 kroner.
* Ulven er fredet af et EU-direktiv. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har bebudet, at han vil søge opbakning i EU, så der skabes mulighed for at regulere ulvebestanden.
Kilder: Aarhus Universitet, Miljø- og Fødevareministeriet, Ritzau.
/ritzau/