Tidligt fredag morgen dansk tid fortalte den amerikanske præsident, Donald Trump, at både han og hustruen Melania er smittet med coronavirus.
Dermed slutter de sig til de mere end 34 millioner mennesker verden over, som har været smittet med det frygtede virus. Iblandt er andre regeringsledere, prinser, skuespillere og musikere.
Her er et overblik over en række af de prominente coronaofre:
* Den britiske skuespiller Robert Pattinson oplyser 3. september, at han er smittet. Det betyder, at optagelserne til en kommende Batman-film må sættes på pause.
* Hollywood-stjernen Dwayne "The Rock" Johnson fortæller i en video, som bliver lagt på de sociale medier den 2. september, at både han, hans hustru, samt parrets to børn er testet positive.
Dwayne "The Rock" Johnson (Foto: Ritzau Scanpix)
* Verdensrekordholderen og den ottedobbelte OL-guldvinder Usain Bolt bliver i august testet positiv for corona, oplyser det jamaicanske sundhedsministerium 24. august.
* Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, fortæller 7. juli, at han er smittet med coronavirus efter måneder, hvor han har talt virussets alvor ned.
* Storbritanniens premierminister, Boris Johnson bliver indlagt på et hospital 5. april på grund af symptomer på coronavirus - herunder feber og hoste. Han er indlagt i mere end ti dage, heriblandt tre dage på en intensivafdeling.
Den engelske premierminister Boris Johnson (Foto: Ritzau Scanpix)
* Harvey Weinstein, der er tidligere filmproducent, og som nu afsoner en fængselsstraf for seksuelle krænkelser og voldtægt, testes positiv for coronavirus i marts.
* EU's chefforhandler i forbindelse med brexit, Michel Barnier, fortæller 19. marts, at han er smittet med coronavirus.
* Den Grammy-vindende, amerikanske countrysanger John Prine dør 7. april, 73 år. Han blev indlagt på et hospital 26. marts og døde ifølge avisen The New York Times af komplikationer som følge af virusset.
* Den Oscar-vindende skuespiller Tom Hanks og hans kone, Rita Wilson, testes positive for corona i marts. Det sker, efter at de begge er i Australien i forbindelse med optagelserne til en film.
Tom Hanks og Rita Wilson (Foto: Ritzau Scanpix)
* Storbritanniens prins Charles testes positiv for coronavirus, meddeler det britiske kongehus 25. marts. Tronarvingen isolerer sig i sin bolig i Skotland i syv dage. Han har milde symptomer.
* Roy Horn, den ene halvdel af den berømte tryllekunstnerduo Siegfried and Roy, dør 8. maj, 75 år, i Las Vegas i USA efter komplikationer i forbindelse med coronavirus.
* Li Wenliang, den kinesiske læge, der forgæves forsøgte at advare mod coronavirus omkring årsskiftet, dør 7. februar med coronavirus, 33 år.
Kilde: Reuters.
/ritzau/