Brasiliens stjerner skal i aktion mandag, hvor endnu to VM-ottendedelsfinaler rammer tv-skærmene verden over.
Dagens program ved VM i fodbold mandag 2. juli:
16.00: Brasilien-Mexico, Samara, DR1
Efter en lidt vaklende start med uafgjort mod Schweiz og et truende 0-0-resultat mod Costa Rica, der blev forvandlet til en 2-0-sejr med to sene mål, så Brasilien væsentligt stærkere ud i den sidste gruppekamp mod Serbien, der blev vundet sikkert med 2-0. Stjernen Neymar har stadig til gode at vise alt det, han kan, men Brasilien er storfavorit mod Mexico. Mexico åbnede med to sejre, men i den sidste gruppekamp blev det til et klart 0-3-nederlag til Sverige, og mexicanerne skal levere på et helt andet niveau end mod svenskerne, hvis de skal have en chance for at slå Brasilien ud.
20.00: Belgien-Japan, Rostov, TV2
Belgien gjorde rent bord i gruppen med sikre storsejre over Panama og Tunesien, inden holdet vandt 1-0 i gruppefinalen mod England i en kamp, hvor begge mandskaber sparede en række profiler. Belgierne kan spille sprudlende fodbold, og de er klare favoritter mod undertippede Japan, der akkurat kneb sig videre fra gruppespillet ved at spekulere i et smalt nederlag til Polen og færre gule kort end Senegal. Japan scorede mange minuspoint blandt verdens fodboldfans ved destruktivt at trille bolden rundt i 10 minutter mod Polen, og medmindre VM's sidste asiatiske islæt leverer en kæmpe overraskelse, så bliver ottendedelsfinalen endestationen for Japan.
ritzau/