Den danske medicinalkoncern Lundbeck har onsdag morgen præsenteret regnskab for årets første ni måneder, der viste både fremgang i omsætning og indtjening.
Læs om det danske selskab her:
* Lundbeck er en medicinalvirksomhed, som lever af at udvikle, producere og sælge lægemidler mod hjernesygdomme.
* Lægemidlerne er rettet mod sygdomme som epilepsi, depression og angst samt sygdommene Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons.
* Virksomheden blev stiftet i 1915 af Hans Lundbeck som et handelsfirma, der handlede med så forskellige varer som maskiner, kiks, sødestoffer og biografudstyr.
* I 1930'erne begyndte Lundbeck at producere og pakke lægemidler i Danmark.
* Virksomheden har i dag forskningsanlæg i Danmark, Kina og USA og produktionsanlæg i Kina, Danmark, Frankrig og Italien.
* Lundbeck har medarbejdere i 50 lande og beskæftiger cirka 5000.
* Topchefen er Deborah Dunsire, der oprindeligt er fra Sydafrika, men har boet mange år i USA. Hun afløste 1. september den succesrige Kåre Schultz, der stoppede i 2017.
* Lundbeck blev i 1999 børsnoteret på fondsbørsen i København.
Kilde: Lundbeck.
/ritzau/