Venstres Morten Løkkegaard fik flest personlige stemmer af de 135 kandidater, der stillede op til europaparlamentsvalget i Danmark.
Efter et tæt opløb passerede han til sidst partifællen Søren Gade og opnåede 207.558 personlige stemmer. Gade fik 201.626, mens SF's Margrete Auken fulgte lige efter med 199.522.
54-årige Morten Løkkegaard var medlem af Europa-Parlamentet 2009-2014, men opnåede med 44.010 personlige stemmer ikke genvalg i 2014.
Venstres mandater dengang gik til Ulla Tørnæs og Jens Rohde, men da Tørnæs blev kaldt hjem af statsminister Lars Løkke Rasmussen for at blive minister, kom Morten Løkkegaard som førstesuppleant alligevel i parlamentet.
Det er fortsat Morten Messerschmidt (DF) og Poul Nyrup Rasmussen (S), der har rekorderne, når det gælder valg til Europa-Parlamentet.
For fem år siden opnåede Messerschmidt 465.758 personlige stemmer. Dermed fik han præcis 20 procent af alle afgivne stemmer i Danmark.
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik 407.966 personlige stemmer ved EU-valget i 2004. Men Nyrup Rasmussen opnåede 21,1 procent af samtlige stemmer.
Her er stemmeslugerne ved samtlige valg til Europa-Parlamentet:
1979: Poul Møller (K), 153.227 personlige stemmer.
1984: Else Hammerich (Folkebevægelsen), 156.145.
1989: Erhard Jacobsen (Centrum-Demokraterne), 116.875.
1994: Poul Schlüter (K), 247.956.
1999: Bertel Haarder (V), 180.974.
2004: Poul Nyrup Rasmussen (S), 407.966.
2009: Morten Messerschmidt (DF), 284.500.
2014: Morten Messerschmidt (DF), 465.758.
2019: Morten Løkkegaard (V), 207.558.
Kilder: Folketingets EU-Oplysning, kmdvalg.dk.
/ritzau/