Regeringen har mandag offentliggjort en vækstpakke for fødevarer, som blandt andet skal bringe landbruget på ret køl.
Her kan du læse om fødevareindustriens betydning for dansk økonomi:
* Omkring 140.000 personer havde i 2011 arbejde inden for landbrug, fiskeri og fremstilling i fødevareindustrien. Det svarer til knap hver 10. beskæftigede i Danmark.
* Danmarks fødevareeksport udgjorde cirka 148 milliarder kroner i 2012. Det er 24 procent af den samlede danske vareeksport.
* Danmark eksporterer fødevarer til 150 forskellige markeder i verden. Den vigtigste aftager er Europa, som står for mere end 100 milliarder kroner af fødevareeksporten. Tyskland, Storbritannien og Sverige er de lande, der eksporteres flest fødevarer til.
* Eksporten består hovedsageligt af svinekød, fisk og skaldyr samt mejeriprodukter.
* Det næstvigtigste eksportmarked er Asien, som aftager for knap 30 milliarder kroner - det svarer til 23 procent af den samlede fødevareeksport. Det asiatiske eksportmarked er siden 2008 vokset 10 procent. Også Afrika og Mellemøsten er et stort vækstmarked for fødevareeksportørerne.
Kilde: Erhvervs- og Vækstministeriet
/ritzau/