Socialdemokraten John Dyrby Paulsen vil som udgangspunkt være borgmester de næste fire år, selv om han og Villum Christensen (LA) har lavet en deleaftale.
Det siger John Dyrby Paulsen fredag til Altinget.
Den betyder, at Villum Christensen efter to år kan blive borgmester, hvis han ønsker det.
Samtlige partier i byrådet har underskrevet en fælles samarbejdsaftale om konstitueringen for de næste fire år.
Her er den oprindelige borgmesteraftale, som ikke alle partier bakkede op om:
* Aftale om håndtering af konstituerende møde i Slagelse Byråd fredag 1. december 2017.
* Parterne er enige om, at de ved byrådets konstituerende møde 1. december 2017 peger på John Dyrby Paulsen (A) som borgmester. Hermed er der 16 mandater bag valget af ny borgmester, og der bliver således ingen lodtrækning om borgmesterposten.
* Parterne er endvidere enige om og finder det helt afgørende, at der fortsat bør arbejdes videre med et bredt samarbejde i henhold til det arbejdspapir, alle partier har været med til at udarbejde.
* Det er mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance aftalt, at der efter to år, det vil sige per 1. januar 2020, er mulighed for, om ønsket af Liberal Alliance, et skifte mellem John Dyrby Paulsen (A) og Villum Christensen (I) for så vidt angår poster i Slagelse Byråd.
* I erkendelse af at vi står over for en lodtrækning om borgmesterposten, accepterer SF i den givne situation aftalen mellem A og I, men har betinget sig, at det brede samarbejde fortsat forfølges blandt andet med mulighed for et betydeligt antal udvalgsformandsposter til O, V samt B og bemærker desuden, at det er en betingelse, at posten som viceborgmester tilbydes Ann Sibbern (O).
Kilde: TV Øst.
/ritzau/