Søndag er det 100 år siden, at der for første gang blev holdt et parlamentsvalg i Danmark, hvor kvinder kunne stemme og stille op. 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater var kvinder, men kun fire blev valgt.
Her følger fakta om kvinder i dansk politik:
* I 1915 fik danske kvinder valgret til Rigsdagen, datidens danske parlament.
* Det første valg til Rigsdagen, hvor kvinder kunne stemme og stille op, blev holdt i 1918.
* Her blev fire kvinder valgt ind i Folketinget. Fem kvinder blev valgt til Landstinget, der dengang var andetkammer.
* Blandt de fem valgte til Landstinget var socialdemokraten Nina Bang, der i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister.
* Den første af de valgte kvinder, der talte i Folketinget, var den radikale Elna Munch. Hun holdt sin første tale i Folketinget 19. juni 1918.
* Den første kvindelige statsminister var Helle Thorning-Schmidt (S), der havde posten fra 2011 til 2015.
* Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti blev i 2015 den første kvindelige formand for Folketinget.
Kilde: Folketinget.
/ritzau/