Boringer efter olie og gas på land og i indre danske farvande kan snart være fortid, efter at regeringen onsdag har meldt ud, at den vil stoppe med at give nye tilladelser.
Over de senere år har efterforskning efter gas mødt stor lokal modstand.
Her er et overblik over de seneste efterforskninger:
* I efteråret 2013 gennemførte det franske selskab Total overflyvninger af Nordsjælland for at foretage en undersøgelse.
* På baggrund af undersøgelsen konkluderede Total i 2015, at yderligere efterforskning efter skifergas i Nordsjælland ikke kunne svare sig økonomisk.
* I juni 2015 foretog Total en 3,6 kilometer dyb prøveboring i Dybvad, som bekræftede, at der var skifergas i jorden.
* På baggrund af efterfølgende analyse blev det dog vurderet, at det ikke kunne blive et økonomisk rentabelt projekt.
* I juni 2017 besluttede Folketingets energiudvalg at udskyde beslutningen om, hvorvidt det hollandske selskab Nail Resources skulle have tilladelse til at bore efter olie, gas og geotermisk energi i Lolland-Falsters undergrund.
* Foreningen "Skifergas Nej Tak", lokalpolitikere og andre har flere gange protesteret mod projekterne med henvisning til, at udvinding af skifergas kan udgøre et miljøproblem.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeret.
/ritzau/