Efter inspektion i Københavns Andelskasse har Finanstilsynet torsdag bedt Bagmandspolitiet efterforske banken.
På baggrund af materiale fra andelskassen og fra inspektionen vurderer Finanstilsynet, at andelskassen groft har overtrådt flere bestemmelser i hvidvaskloven.
Det er ikke første gang, at Københavns Andelskasse er i problemer.
Her er et udvalg af tidligere sager.
* Finanstilsynet vurderede efter en inspektion i Københavns Andelskasse i foråret 2017, at andelskassens forretningsmodel var uholdbar, da den i for høj grad var baseret på udlån af ringe kvalitet til en snæver personkreds omkring ejerne af andelskassen.
Samtidig vurderede Finanstilsynet, at det var betydelig uro omkring ledelsen. Ifølge Finance Watch havde andelskassen haft 17 lederskift på fire år.
* Finanstilsynet påbød i december 2013 Københavns Andelskasse at stoppe udlån til nye kunder indtil 1. juli 2014. Samtidig skulle andelskassen udarbejde en redegørelse for dens økonomiske stilling og fremtidsudsigter.
Påbuddet kom, efter at Finanstilsynet vurderede, at der var risiko for, at andelskassen inden for en overskuelig tid ikke ville kunne opfylde lovens kapitalkrav og derfor ville miste sin tilladelse.
* Københavns Andelskasse fik i 2008 en påtale for at have overtrådt bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder. Det skete, efter at Finanstilsynet afgjorde, at det var vildledning, da Københavns Andelskasse reklamerede for en pensionsopsparing med risikofri investering.
Kilder: Finanstilsynet, FinansWatch, Ritzau.
/ritzau/