Den årlige rapport fra FN's Miljøprogram i samarbejde med DTU konstaterer, at det går alt for langsomt med at komme af med de fossile brændsler kul, olie og gas.
Der skal langt mere fart på i de kommende år, hvis vi skal nå de mål, verdens lande besluttede i enighed i Parisaftalen fra 2015.
Læs mere her:
* Hvis verden skal nå Parisaftalens mål om at holde global opvarmning under 1,5 grader i år 2100, skal udledning af drivhusgas omtrent halveres de næste otte år.
* Med de nuværende løfter fra verdens lande om at skære udledningen vil kloden blive mindst 2,7 grader varmere i forhold til før industrialiseringen.
* Udledning af drivhusgas faldt 5,4 procent i 2020 på grund af coronapandemien. Men den stiger hastigt igen og lander i 2021 omtrent på 2019-niveauet.
* Koncentrationen af drivhusgasserne kuldioxid, metan og lattergas i atmosfæren var rekordhøj i 2020.
* Der kan hentes store klimagevinster på kort sigt ved at få udslip af metan ned. Metan er en stærk drivhusgas, 80 gange mere potent end CO2 over 20 år.
* Metan strømmer ud til atmosfæren fra udvinding af olie og gas, fra lossepladser og risdyrkning. Det menneskeskabte metanudslip kan for lave omkostninger skæres 20 procent om året.
Kilde: FN's Miljøprogram Unep DTU Partnership: "The heat Is On", Emissions Gap Report 2021, WMO.
/ritzau/