Ritzau
Opdateret kl. 09:06
Selskabet NKT har tirsdag præsenteret sit årsregnskab for 2017. Året bød på en omsætning på 1,1 milliarder euro, svarende til 8,2 milliarder kroner.
På bundlinjen havde det danske selskab i 2017 et tab på 1,2 millioner euro, svarende til 8,9 millioner kroner.
Her kan du læse om selskabet, der blev etableret i det 19. århundrede:
* NKT A/S er et holdingselskab, der er til stede i 18 lande, og som beskæftiger cirka 3400 mennesker på globalt plan.
* Selskabet består af kabelforretningen NKT, der producerer store kabler til blandt andet højspænding, og den mindre division NKT Photonics, som fremstiller laser- og fiberteknologi.
* Selskabet blev grundlagt i 1891 under navnet Nordisk Elektrisk Ledningstråd og Kabelfabrik. I 1989 skiftede det navn til Nordiske Kabel og Traadfabriker (NKT) og blev listet på den københavnske fondsbørs.
* Siden har selskabet flere gange foretaget opkøb af andre selskaber - heriblandt den svenske kabelproducent ABB HV Cables i 2017.
* Tidligere var rengøringsmaskineproducenten Nilfisk også en del af selskabet. Det blev dog fraspaltet og selvstændigt børsnoteret i oktober 2017.
Kilde: NKT.
/ritzau/