Jyske Bank har tirsdag fremlagt regnskabet for 2018, hvor overskuddet dykkede med over 600 millioner kroner som følge af en skidt udvikling på aktiemarkedet og højere nedskrivninger.
Læs om Jyske Bank her:
* Jyske Bank er i dag det tredjestørste pengeinstitut på det danske marked.
* Banken gør sig i bankforretning for private og virksomheder samt boligudlån.
* Banken har 3723 ansatte fordelt på 98 danske afdelinger og to udenlandske afdelinger. En i Hamburg og en i Gibraltar, der dog er sat til salg i starten af 2019.
* Jyske Bank blev grundlagt i Silkeborg i 1967, da fire midtjyske lokalbanker besluttede sig for at gå sammen for at stå stærkere i konkurrencen med andre banker.
* Silkeborg Bank, Kjellerup Bank, Kjellerup Handels- og Landbrugsbank og Handels- og Landbrugsbanken indgik fornuftsægteskabet.
* De havde dog efter sigende en udfordring med at finde ud af, hvad navnet på den nye storbank i det midtjyske skulle være.
* Det nye navn skulle være højst to ord og let at udtale - også på engelsk. Det endte med Jyske Bank. Det fik dog ifølge Jyske Banks hjemmeside E. Sveinbjørnsson, den daværende direktør i Banktilsynet, til at bemærke: "Det er vel nok lidt vidtfavnende."
* Siden fornuftsægteskabet blev indgået, er Jyske Bank vokset - blandt andet gennem opkøb. I 2014 opkøbte banken realkreditinstituttet BRFkredit.
* I spidsen for banken er Anders Dam, der har været ordførende direktør siden 1997.
Kilde: Jyske Bank.
/ritzau/