Den amerikanske medicinalvirksomhed Johnson & Johnson har lørdag amerikansk tid fået godkendt sin covid-19-vaccine til nødbrug i USA.
Læs mere om vaccinen her:
* Modsat de tre første vacciner, der er godkendt i EU, som kræver to stik, kan man kan med Johnson & Johnsons vaccine nøjes med et stik.
* Vaccinen skal som udgangspunkt opbevares ved minus 20 grader, men kan ifølge Johnson & Johnson opbevares op til tre måneder ved en temperatur på mellem to til otte grader, hvilket passer til et køleskab.
Til sammenligning skal Pfizer/BioNTech og Modernas vacciner opbevares ved henholdsvis minus 70 og minus 20 grader, mens AstraZenecas kan opbevares i et køleskab.
* Vaccinen er lavet med samme teknologi, som Johnson & Johnson har brugt til en vaccine mod ebola og også bliver brugt i vacciner, der er ved at blive udviklet mod zikavirus, luftvejsvirusset rsv og hiv.
* Vaccinen har påvist en effekt på 66 procent i at forhindre et moderat eller alvorligt forløb med coronavirus.
* Effekten er beregnet ved at teste den i et studie, hvor 43.783 forsøgspersoner var delt i to grupper, som fik henholdsvis vaccinen og placebo.
Der var samlet 468 personer i forsøget, som fik symptomer og blev testet positive. Risikoen for at blive smittet blev reduceret med 66 procent i vaccinegruppen.
* Ingen af de personer, der blev smittet, selv om de havde fået vaccinen, var blevet indlagt på hospitalet eller døde, fire uger efter at de havde fået vaccinen.
* Forsøgspersonerne i studiet var fra USA, Sydamerika og Sydafrika. De to sidstnævnte områder har været i fokus, fordi de smitsomme mutationer af virusset B1351 og P1 udspringer fra henholdsvis Sydafrika og Brasilien.
Effekten af vaccinen var 57 procent i Sydafrika, 66 procent i Sydamerika og 72 procent i USA. Ingen af de vaccinerede er blevet indlagt eller er døde.
* Danmark har via EU lagt billet ind på at kunne købe vacciner til 8,2 millioner personer fra Johnson & Johnson. Vaccinen udgør dermed omkring en tredjedel af Danmarks samlede vaccinebestilling.
* Johnson & Johnson ansøgte 16. februar om at få godkendt sin vaccine i EU. Den kan blive godkendt i midten af marts.
Kilder: Johnson & Johnson, Lægemiddelstyrelsen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.