Torsdag begynder Folkemødet på Bornholm. Festivalen, der sætter den demokratiske debat i centrum, er siden den første udgave i 2011 vokset fra at have 10.000 deltagere til flere end 100.000.
Læs om Folkemødet og dets historie her:
* Folkemødet afholdes hvert år i Allinge på Bornholm.
* Det er en politisk festival. Inspirationen kommer fra den svenske politikeruge i Almedalsveckan, der afholdes på Gotland.
* Idéen til Folkemødet fik daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) og repræsentanter for Bornholms Regionskommune.
* Ved det første folkemøde i 2011 var der 250 debatter og andre arrangementer. I 2018 var der cirka 3000.
* I 2011 deltog 10.000 personer fordelt over Folkemødets fire dage. I 2018 var antallet vokset til 113.000.
* I 2018 deltog 1136 foreninger, virksomheder, interesseorganisationer og politiske partier og cirka 650 presseakkrediterede journalister.
* Cirka halvdelen af deltagerne på Folkemødet er borgere, der er med af "egen fri vilje og for egne penge".
* Der er gratis adgang til alle arrangementer under Folkemødet.
* Til gengæld kan det være dyrt at bo på Bornholm. De seneste år er blandt andre udlejere af sommerhuse blevet kritiseret for de priser, de kræver for overnatninger på øen under Folkemødet.
* Temaet for Folkemødet i år er FN's verdensmål. Folkemødet opfordrer deltagerne til at diskutere, hvordan verdensmålene kan oversættes til konkrete hverdagsmål i Danmark.
* FN's Verdensmål består af 17 mål - herunder 169 delmål - og har fokus på bæredygtig vækst.
* Verdensmålene forpligter alle FN's medlemslande til blandt andet at afskaffe fattigdom og sult i verden, mindske ulighed, sikre uddannelse og bedre sundhed til alle og fremme bæredygtig økonomisk vækst.
* Det er første gang, Folkemødet har et tema.
Kilde: Folkemødet.
/ritzau/