Alle Folketingets partier på nær Enhedslisten er blevet enige om at sætte gang i indkøbet af de eltog, som skal erstatte de aldrende IC3-tog og de udskældte IC4-tog.
Det skal ske i et samlet udbud, hvor leverandøren af de nye tog, som skal erstatte DSB's nuværende tog, også får opgaven med at vedligeholde dem.
Det skaber de bedste forudsætninger for god og driftsstabil togdrift til passagererne med færrest mulige risici, lyder det i en pressemeddelelse fra Transportministeriet.
Læs her om aftalen:
* De nye eltog skal erstatte DSB's aldrende togflåde, der består af IC3 og IR4 samt IC4, der aldrig rigtig kom ud at køre på grund af dårlig driftsstabilitet.
* Der bliver brugt mellem 17 og 22 milliarder kroner de kommende år på at anskaffe og vedligeholde knap 153 eltogsæt og på at bygge nye værksteder.
* Togene skal anskaffes via en rammeaftale på minimum 90 togsæt og maksimum 250 togsæt.
* Når der er valgt en leverandør, kan kontrakten først indgås efter politisk godkendelse i forligskredsen. Det ventes at ske omkring årsskiftet 2019/2020.
* Med dagens aftale forventes de første tog at blive leveret fra årsskiftet 2023/2024.
* DSB har ved udarbejdelsen af udbudsmaterialet været i dialog med Danske Handicaporganisationer og sikret, at de nye tog vil overholde internationale handicapkonventioner og europæiske handicapregler.
* Når valget er faldet på eltog, som ifølge aftaleparterne kører 200 kilometer og dermed langsommere end højhastighedstog, skyldes det blandt andet, at højhastighedstog er mindre handikapvenlige på nuværende tidspunkt.
* DSB forpligter sig kun til at købe knap 90 togsæt. Det betyder, at denne aftale ikke udelukker, at der på et senere tidspunkt gennem et nyt udbud kan indkøbes højhastighedstog til realisering af den såkaldte timemodel.
* For at kunne rejse mellem de store byer Aalborg, Aarhus, Odense og København på en time per strækning, er der behov for højhastighedstog, som kører hurtigere end de tog, aftaleparterne nu har taget tilløb til at købe.
Kilder: Transportministeriet, Ritzau.
/ritzau/