To gange årligt afholdes der indfødsretsprøver, som skal bestås for i sidste ende at kunne opnå dansk statsborgerskab.
Årets første prøve blev afholdt 6. juni 2018, og den anden bliver afholdt onsdag 28. november.
Læs mere om indfødsretsprøven her:
* 4537 personer er tilmeldt indfødsretsprøven onsdag 28. november 2018. Den bliver afviklet på 53 sprogcentre over hele landet.
* 3766 personer deltog i årets første indfødsretsprøve, der blev afviklet 6. juni 2018. 56,5 procent bestod.
* Indfødsretsprøven afholdes to gange årligt - i juni og november.
* Man skal som udlænding have bestået indfødsretsprøven for at kunne søge om dansk statsborgerskab.
* Ved at bestå prøven dokumenterer deltagerne, at de har kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie.
* Ansøgerne har tre kvarter til at besvare prøven, der består af 40 spørgsmål. Det kræver mindst 32 rigtige at bestå.
* 35 af spørgsmålene er udarbejdet på baggrund af læremateriale, der stilles gratis til rådighed. Materialet er udarbejdet efter aftalen 5. oktober 2015 om indfødsret mellem regeringen og Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne.
* De sidste fem spørgsmål er om aktuelle emner inden for politik eller kulturelle begivenheder.
* Der er mellem to og tre svarmuligheder, men kun ét rigtigt svar til hvert spørgsmål.
* Det koster 768 kroner at tilmelde sig prøven.
* Består man ikke prøven, er det muligt at gå op til en ny i næste prøvetermin. Det kræver, at man betaler 768 kroner igen.
Kilder: Udlændinge- og Integrationsministeriet, nyidanmark.dk og indfodsretsprove.net.
/ritzau/