* Den arbejdsløse amerikanske buschauffør Ariel Castro, som torsdag blev fremstillet i retten i Cleveland og sigtet for bortførelser, voldtægter og indespærringer af tre unge kvinder, synes at have to personligheder.
* Naboerne kendte den 52-årige Ariel Castro som en musikglad fyr, der slappede af ved at rode med biler og motorcykler i sin baghave i fritiden.
* Men i sit hus udsultede, ydmygede og slog han sine ofre. Selv mens hun var gravid, blev den bortførte Michelle Knight systematisk mishandlet, da Castro øjensynligt ville sørge for, at hun aborterede ved at mishandle og sulte hende.
* Hele fem gange skal Knight være blevet gravid i løbet af det årti, hun sad indespærret.
* Castro reagerede imidlertid anderledes, da en af de andre bortførte kvinder, Amanda Berry, blev gravid. Han bestemte, at barnet skulle beholdes, og Knight fik besked på at være jordemor.
* Den sigtede stammer fra en stor familie, der efter Anden Verdenskrig forlod Puerto Rico og slog sig ned i Cleveland.
* På Seymour Avenue havde Castro et fint omdømme, fortæller naboen Charles Ramsey, der reagerede på skrig fra Castros hus ved at sparke døren ind og befri de kidnappede kvinder i mandags.
* Kvinderne var ifølge politiet lænket med reb og kæder i forskellige værelser i Castros toetagers bolig i en af industribyen Clevelands mere ydmyge kvarterer, der domineres af folk med lave indkomster.
* Castros 78-årige onkel fortæller, at hans nevø efter sin fars død i 2004 begyndte at lægge afstand til familien.
* I 2005 påstod Ariel Castros hustru i en civil retssag, at han "ofte" fjernede parrets to piger Emily og Arlene, og "holdt dem på afstand af deres mor". Ekskonen døde sidste år.
* Emily er siden blevet idømt en fængselsdom på 25 år for forsøg på at skære halsen over på sin egen datter.
* Parrets søn Anthony, der arbejder i finanssektoren i Cincinatti - også i Ohio - fortæller, at moren forlod sin voldelige ægtemand og flyttede ud af huset med de tre børn i 1996 efter flere års vold.
/ritzau/AFP