Lørdag er det danske hold Astralis i semifinalen i en stor Counter Strike-turnering i Polen. Her lyder præmien på en millioner dollar.
Counter Strike: Global Offensive er et af de spil, der lokker med de største præmiepuljer inden for e-sport.
Læs mere her om spillet, der har millioner af fans verden over:
* Efter succesen med spillet Counter Strike lancerede spilfirmaet Valve en ny version kaldet CS: GO i sommeren 2012.
* Den er siden solgt i mere end 28 millioner eksemplarer verden over.
* Man spiller to hold mod hinanden - fem på hvert hold. Kampene kan spilles over internettet, men ved store turneringer sidder spillerne på samme scene over for hinanden.
* Det ene hold er terrorister og skal forsøge at plante en bombe, mens det andet hold agerer anti-terrorkorps, som skal forsøge at forhindre, at bomben detonerer.
* Kampen foregår på en af flere mulige baner, der indeholder masser af gange, gemmesteder og smutveje.
* En runde varer to minutter, og hvis terroristerne får held med at detonere bomben eller skyde alle fem modstandere ned, får de et point. Ellers går pointet til det andet hold.
* Man spiller 15 runder, og så bytter de to hold roller. Det hold, der først når 16 point, vinder kampen. Nogle gange spiller man også bedst af tre eller bedst af fem baner.
* Der er efterhånden kommet store præmiepuljer til de største turneringer, kaldet majors.
* I slutningen af juli afgøres en major i Krakow i Polen. Her dystes om en millioner dollar - svarende til knap 6,4 millioner kroner.
* I januar blev en major afviklet i Atlanta i USA, og den vandt det danske hold Astralis. Sejren indbragte en førstepræmie på 500.000 dollar - svarende til 3,5 millioner kroner - til deling.
* Astralis er ikke det eneste danske hold, der blander sig i den internationale elite. Også North - der ejes af Nordisk Film og Parken Sport & Entertainment - er blandt verdens bedste, ligesom Heroic er det.
/ritzau/