Tirsdag præsenteres endnu et debatoplæg fra de såkaldte økonomiske vismænd, "Økonomi og Miljø 2018". Det behandler tre emner: Regulering af landbrugets CO2-udledning, reduktion af CO2 fra personbiler samt klimapolitik frem mod 2030.
Vismændene er politisk uafhængige og udgør formandskabet i De Økonomiske Råd.
Læs om rådet her:
* De Økonomiske Råd har til opgave at kigge dansk økonomi efter i sømmene, også på miljøområdet, og komme med inspiration og forslag til, hvad samfundet har mest gavn af.
* De Økonomiske Råd består af 25 medlemmer. Det er repræsentanter for en række erhvervs- og arbejdsmarkedsorganisationer, Nationalbanken og regeringen samt et antal uafhængige fagøkonomer.
* Rådets formandskab består af fire uafhængige nationaløkonomer - de såkaldte økonomiske vismænd.
* Vismændene er i øjeblikket professorerne Michael Svarer, Aarhus Universitet (overvismand), Carl-Johan Dalgaard og Lars Gårn Hansen, Københavns Universitet, og Torben Tranæs, SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
* De økonomiske vismænd er uafhængige og kommer med en økonomisk rapport to gange om året. Det er deres prognose for dansk økonomi og analyser af forskellige økonomiske problemstillinger.
* De økonomiske rapporter diskuteres herefter i De Økonomiske Råd. Medlemmernes kommentarer bliver inddraget i den endelige rapport, men selve rapportens indhold ændres ikke, selv om rådets øvrige medlemmer måtte være uenige.
Kilde: De Økonomiske Råd
/ritzau/