Ritzau
Opdateret kl. 18:58
Tre personer er inden for én uge i august blev syge med listeria. Det er sket, efter at de har spist koldrøget laks produceret i Polen.
Onsdag aften blev stort set al gravad og koldrøget laks trukket tilbage fra Dansk Supermarkeds butikker, da produkterne kan indeholde listeria.
Læs her mere om bakterien, og hvem der er i risikogruppen for at blive smittet:
* En listeria-infektion er en fødevarebåren sygdom. Den skyldes en infektion med bakterien listeria monocytogenes. Listeria smitter ikke fra person til person og findes i hele verden.
* Risikofødevarer er blandt andet skiveskåret kødpålæg og fiskepålæg som eksempelvis koldrøget og gravad laks, der blev kaldt tilbage onsdag aften.
* På et eller andet tidspunkt vil de fleste i Danmark blive smittet med bakterien. Det er dog de færreste, der bliver syge.
* Der er risiko for at blive alvorligt syg med listeria, hvis man er ældre, har et svækket immunsystem på grund af en anden alvorlig sygdom eller er gravid.
* En alvorlig infektion kan give blodforgiftning eller hjernehindebetændelse. Her er symptomerne blandt andet høj feber, kulderystelser og muskelømhed.
* Dødeligheden blandt registrerede tilfælde af listeria er på omkring 25 procent.
* Der ses normalt i Danmark omkring 50 sygdomstilfælde om året. Årene 2009 og 2014 var dog undtagelser med et særligt højt antal syge. Her var der mellem 90 og 100 tilfælde.
* I 2014 blev der konstateret i alt 92 tilfælde af listeria. I en stor del af tilfældene blev smitten sporet til producenten Jørn A. Rullepølser.
I 2014 blev der solgt kødpålæg fra Jørn A. Rullepølser, der kunne være inficeret med listeria, til mindst 100 detailkunder i Danmark.
Kilder: Statens Serum Institut, Ritzau.
/ritzau/