Hjemmeværnet er et frivilligt beredskab, der løser opgaver til støtte for samfundet og Forsvaret.
Opgaverne for Hjemmeværnet spænder vidt og dækker blandt andet eftersøgning af forsvundne personer, miljøopgaver og hjælp ved oversvømmelser.
Organisationen bygger på frivillige kræfter, og derfor er Hjemmeværnet også afhængig af, at der er folk, der har lyst til at melde sig.
Frivillige i Hjemmeværnet er militært personale og omfatter befalingsmænd og menige.
Lige nu er der en øvre aldersgrænse for frivillige befalingsmænd, men den vil forsvarsminister Trine Bramsen (S) fjerne.
* Befalingsmænd er personer med ledelsesansvar, det vil sige officerer, sergenter og korporaler.
* Der er ingen øvre aldersgrænse for de menige frivillige. Der er dog en række betingelser, der skal være opfyldt for at blive menig frivillig.
* Per 1. oktober 2019 er der 44.318 frivillige i Hjemmeværnet. Heraf er 14.392 aktive frivillige. Og 29.926 er en del af reservestyrken.
* For at være aktiv frivillig skal den frivillige bruge mindst 24 timer om året på hjemmeværnstjeneste.
Kilde: Hjemmeværnet
/ritzau/