Esbjerg bliver hjemsted for et datacenter på 250.000 kvadratmeter. Indtil nu har det ikke været fremme, hvem der står bag. Men fredag skriver avisen Danmark, at det er Facebook.
Læs om datacentre her:
* Datacentre er store haller fyldt med computerservere, som leverer tjenester til hele verden via dataforbindelser.
* Bag datacentrene står it-mastodonter som Google, Apple og Facebook. Centrene bruger enorme mængder strøm og har derfor brug for en sikker elforsyning.
* Der er i øjeblikket seks offentligt kendte datacentre på vej i Danmark.
* Apple åbner i 2019 et datacenter ved Foulum nær Viborg og har yderligere et center på vej i Kassø ved Aabenraa.
* Google har ligeledes købt en grund i Kassø ved Aabenraa med henblik på at opføre et datacenter. Selskabet har også købt en grund uden for Fredericia til et datacenter.
* Facebook har reserveret en grund til et datacenter i Fraugde sydøst for Odense. Dertil kommer altså datacenteret i Esbjerg, som ifølge avisen Danmark får et areal på 250.000 kvadratmeter, svarende til cirka 40 fodboldbaner.
* Rådgivningsselskabet Cowi har tidligere anslået, at strømforbruget på datacentre i Danmark fra 2019 vil stige til syv terawatt-timer (TWh) i 2030 - svarende til knap 17 procent af det samlede danske elforbrug.
* De store it-selskaber har på forhånd bekendtgjort, at deres datacentre kommer til at køre på klimavenlig, CO2-neutral elektricitet.
* Det statslige selskab Energinet står for planlægningen af det danske transmissionsnet, så det kan håndtere den nødvendige mængde strøm.
Kilder: Ritzau, Cowi, Energistyrelsen.
/ritzau/