Ritzau
Opdateret kl. 13:08
Xi Jinping er natten til lørdag blevet genvalgt som præsident i Kina.
Det skete ved den årlige folkekongres, hvor knap 3000 delegerede mødes for at diskutere økonomiske og politiske emner.
Her kan du blive klogere på den årlige kongres:
* Den Nationale Folkekongres beskrives ofte som Kinas parlament og er ifølge forfatningen fra 1982 den kinesiske stats mest magtfulde organ.
* Ulig den traditionelle opfattelse af et parlament er Folkekongressen ikke direkte folkevalgt, og i realiteten fungerer den ofte som et gummistempel for beslutninger truffet af dens stående udvalg, partiets centralkomité og præsidenten.
* Størsteparten af de 2970 delegerede er medlemmer af det kinesiske kommunistparti. De er udpeget af regionale folkekongresser rundt om i landet samt af de væbnede styrker.
* Medlemmerne er udpeget for fem år.
* Folkekongressen mødes halvanden uge én gang om året, mens de 153 medlemmer af dens stående udvalg mødes hver anden måned.
* Folkekongressens møder foregår i Folkets Store Hal i Beijing.
* Folkekongressen blev etableret i 1954, fem år efter at Folkerepublikken Kina var dannet i 1949.
* Traditionelt er Folkekongressen blevet betragtet som en ren formalitet, men siden 1990'erne har sessionerne også været et forum for stramt styrede drøftelser af Kinas fremtidige politiske retning.
Kilder: Npc.gov.cn og BBC.
/ritzau/