FAKTA: Her er sagen om droner til Islamisk Stat
Igennem fire år fik Islamisk Stat leverancer af modelfly og droner og andet udstyr fra Danmark, hvor tre mænd indkøbte tingene. Det hævder anklagemyndigheden i en sag, som behandles af Københavns Byret fra 16. september. De tre nægter sig skyldige. Fotoet er fra Raqqa i 2014. (Arkivfoto) (Foto: Stringer/Reuters)
Københavns Byret skal afgøre, om tre mænd ydede teknisk hjælp til terrororganisation.

Gennem flere år købte tre mænd dele til droner og andet udstyr til Islamisk Stat. Derfor skal de straffes for at medvirke til terror, påstår anklagemyndigheden i en sag, som mandag er indledt i Københavns Byret.

* Den første anholdelse skete 21. september 2017. I Brøndby Strand blev en nu 30-årig taxichauffør sigtet. Seks dage før var han rejst til Tyrkiet med seks termiske kameraer, påstår anklagemyndigheden. Også i januar 2017 tog han til Tyrkiet med komponenter til droner, hævdes det.

* De to andre mænd blev anholdt et år senere, 26. september 2018. Den ene arbejdede i en cykelbutik, den anden var underviser på en erhvervsskole.

* De to sidstnævnte er tiltalt for at have medvirket til et dødeligt angreb foretaget af Islamisk Stat på basen "Ain Issa" i Syrien i august 2014. De påstås at have indkøbt nogle Go Pro-kameraer, som Islamisk Stat brugte til rekognoscering.

* Indkøb af hobbyfly, droner og andre ting foregik i fire år fra 2013 til 2017.

* Bagmanden er ifølge anklageskriftet Basil Hassan. Han er forsvundet. I forvejen er han efterlyst for at have forsøgt at dræbe Lars Hedegaard i februar 2013. Tyrkiske myndigheder løslod ham fra et fængsel, hvilket hindrede udlevering til Danmark.

* Alle tre tiltalte nægter sig skyldige. Københavns Byret ventes at bruge 18 retsmøder på sagen.

Kilder: anklageskriftet fra anklagemyndigheden, DR og Ritzau.

/ritzau/

via Listen To News