Som den første danske regering nogensinde lancerer VLAK-regeringen en handlingsplan på LGBTI-området.
Det sker torsdag under den igangværende Copenhagen Pride Week.
Forkortelsen LGBTI dækker over homoseksuelle, biseksuelle, transseksuelle og interseksuelle.
Handlingsplanen skal forebygge diskrimination og stigmatisering af LGBTI-personer og fremme deres inklusion i samfundet.
Med handlingsplanen vil regeringen:
* Styrke støtten til LGBTI-personer med etnisk minoritetsbaggrund.
* Fremme åbenhed og inklusion på arbejdsmarkedet.
* Bekæmpe fordomme blandt unge og fremme åbenhed i uddannelse.
* Bekæmpe homofobi og transfobi i det offentlige rum, sport og idræt.
* Støtte voldsudsatte i homoseksuelle parforhold.
* Styrke viden, rådgivning og støtte til transkønnede.
Som led i satspuljeforhandlingerne i efteråret 2017 vil regeringen søge satspuljepartiernes opbakning til, at der afsættes midler til en handlingsplan på LGBTI-området.
Handlingsplanen forventes lanceret i foråret 2018.
Det bliver ligestillingsministeren, som får det overordnede ansvar for handlingsplanen og skal stå for koordinering på tværs af de relevante ministerier.
Som en del af regeringens indsats på området afsættes der på den næste finanslov årligt tre millioner kroner i perioden 2018-2022 til en koordinerende funktion hos ministeren for ligestilling.
Kilde: Udenrigsministeriet.
/ritzau/