I en stribe retssager kræver det statslige selskab Finansiel Stabilitet i alt mere end tre milliarder kroner af chefer, bestyrelsesmedlemmer og revisorer i otte pengeinstitutter, der er gået ned.
Retsopgøret er dyrt. Hidtil har FS betalt 258 millioner kroner til især advokater for at føre sagerne. Her er status på de retlige opgør, der foregår ved flere forskellige domstole:
* Roskilde Bank. Direktion, bestyrelse og revisor afkræves en milliard kroner. Østre Landsret har tirsdag frikendt ledelsen af banken for ansvar.
* Amagerbanken. 11 sagsøgte. Oprindeligt krævede FS i alt 900 millioner kroner af syv og 300 millioner af fire. Retten i Lyngby frifandt samtlige i en dom 12. juni i år. FS har anket dommen til Østre Landsret og har reduceret kravet til 375 millioner. Ankesagen indledes 14. januar 2019.
* Capinordic Bank. I et forlig opnåede FS i oktober 2013 70 millioner kroner. I en retssag ved Østre Landsret mod tre ledere var der krav om 400 millioner. Dommen i oktober 2015 lød på 90,5 millioner. Afgørelsen er anket til Højesteret.
* Ebh bank. Direktion, bestyrelse og revisor er sagsøgt for i alt 718 millioner kroner. Vestre Landsret havde første retsmøde 4. september i år.
* Eik Bank Danmark. Direktion, bestyrelse og revisor er sagsøgt for 250 millioner. Østre Landsret havde første retsmøde ud af 100 4. september i år.
* Eik Bank Færøerne. Syv personer er sagsøgt for 150 millioner. Retten på Færøerne indleder sagen 8. januar 2018.
* Løkken Sparekasse. Syv er sagsøgt for 275 millioner. Vestre Landsret har første retsmøde 29. oktober 2018.
* Andelskassen JAK i Slagelse. Direktør og bestyrelsesformand afkræves 14,3 millioner. Retten i Glostrup skal behandle sagen.
Kilder: Retsdokumenter, Finansiel Stabilitets årsrapport, Ritzaus Bureau.
/ritzau/