Regeringen har gjort nogle foreløbige erfaringer fra første runde udflytning af statslige arbejdspladser.
Anden runde gennemføres inden evalueringen af første runde, hvilket ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skyldes, at regeringen "politisk vil det her".
Her kan du se de foreløbige erfaringer fra første runde ifølge regeringen:
Løsning af kerneopgaver:
* Institutionerne angiver, at der gennemsnitligt set har været et mindre fald i produktiviteten og kvaliteten i varetagelsen af deres kerneopgaver.
* Opgørelsen dækker over en væsentlig variation, idet nogle institutioner angiver en forbedret opgaveløsning, mens andre angiver en forværret.
Sygefravær:
* Udviklingen i sygefravær varierer betydeligt mellem de berørte institutioner, og der kan ikke observeres en klar tendens.
* Halvdelen af institutionerne melder om stigende sygefravær, siden flytningen blev udmeldt, mens den anden halvdel melder om et faldende sygefravær i samme periode.
Medarbejderfastholdelse og rekruttering:
* Knap hver fjerde af de flyttede arbejdspladser er besat af medarbejdere, der enten er flyttet med arbejdspladsen eller pendler. Opsigelsesraten er gennemsnitligt set steget.
* Samtidig oplever institutionerne flere ansøgninger per ledig stilling i dag end i perioden før flytningen. Der angives en række konkrete udfordringer med at rekruttere erfarne akademikere og specialister.
Tendens til normalisering med afslutning af flytteprocessen:
* På alle målte parametre klarer institutioner, der har afsluttet flytningen, sig bedre end institutioner, der alene har påbegyndt, men endnu ikke afsluttet, flytningen.
* Dette indikerer, at institutionernes drift midlertidigt påvirkes negativt, mens flytningen står på, men at der efterfølgende sker en gradvis normalisering.
Kilde: Regeringen.
/ritzau/