Enhedslisten er lørdag kommet med et udspil om partiets tiårsplan for psykiatrien. En plan som koster omkring en milliard kroner årligt.
Her er nogle af initiativerne i planen:
* 200 nye sengepladser i den almene psykiatri for at skabe tilstrækkelige sengepladser. Der afsættes 250 millioner kroner.
* 50 nye pladser i retspsykiatrien. Der skal afsættes 75 millioner kroner.
* 10 nye pladser på sikringen i Slagelse, hvor de sygeste og farligste patienter er indlagt. Det er ifølge Enhedslisten nødvendigt for, at der ikke skal ligge retspsykiatriske patienter fastspændt i almenpsykiatrien i månedsvis, mens de venter på en behandlingsplads. Der afsættes 35 millioner kroner.
* Oprettelse af fem videnscentre for mennesker med misbrug og psykisk lidelse. Videnscentre skal hjælpe kommuner og regioner til at tilbyde bedre behandling til denne gruppe og koordinere indsatsen. Der afsættes 50 millioner kroner.
* Et akutberedskab i Regionerne der skal kunne rykke ud, når mennesker med psykiske lidelser har akut brug for hjælp. Der afsættes 250 millioner kroner.
* Der skal ske et kvalitetsløft på de eksisterende tilbud i ambulant regi og på hospitalsafdelingerne. Regionerne får 300 millioner kroner til at iværksætte tiltag, der forbedrer behandlingskvaliteten og nedsætter behovet for tvang og medicinering.
Kilder: Enhedslisten.
/ritzau/