Der skal typisk mere end ét drab til, at danske domstole straffer forbrydere med fængsel på livstid.
Ikke desto mindre mener anklagemyndigheden, at Peter Madsens påståede drab på Kim Wall er så brutalt, at netop livstid den rigtige straf.
Her er et overblik over de seneste års domme til livstid i Danmark:
2017: Vestre Landsret: 49-årige Christian Andersen for drab på Hanne Pedersen samt efterfølgende tyveri og ildspåsættelse. Andersen havde tidligere dræbt en anden kvinde.
2017: Retten i Svendborg: 26-årige Alexander Jensen idømmes livstid for at have skudt sin gravide ekskæreste og hendes nye kæreste i april 2016 på Langeland.
2017: Retten på Frederiksberg: Ian Ramm Hansen, der er medlem af Bandidos, for at have skudt tre unge personer tidligt om morgenen 11. november 2015. Torsdag eftermiddag afgør Østre Landsret ankesagen.
2016: Østre Landsret: Den 23-årige Asbjørn Haferbier for drab på to mænd i en grusgrav i Sorø.
2016: Vestre Landsret: Peter-Thue Rudgaard for under en ferie i Tyskland at sætte ild til bilen med sine to døtre på bagsædet.
2016: Højesteret: Jørgen Saugsted for drab på advokat Anders Lindholt og forsøg på at dræbe sin tidligere svigersøn.
2012: Vestre Landsret: Andreas Linnet og Jonas Melchior Hansen for drab på 68-årige Elke Mamsen og hendes voksne søn Hans i Møgeltønder.
2011: Københavns Byret: Den såkaldte Amagermand, Marcel Lychau Hansen, for to drab og seks voldtægter.
2011: Retten i Lyngby: Morten Skipper-Pedersen for drab på sine tre børn på to, otte og ti år i Birkerød.
2011: Østre Landsret: Steen Lassen for drab på sin hustru og parrets to børn i Greve.
* Gennemsnitligt sidder livstidsdømte indespærret i 15-16 år.
* Nogle dømte ender imidlertid med at tilbringe betydeligt længere bag tremmer. Palle Sørensen, der i 1965 dræbte fire politifolk, kom eksempelvis til at sidde i næsten 33 år, før han kom ud af fængslet.
* Flere nuværende livstidsdømte har ligeledes afsonet mere end 30 års fængsel. Blandt dem Naum Conevski, der i 1985 blev dømt for at dræbe to tilfældige drenge på Amager.
Kilder: Kriminalforsorgen, Ritzau.
/ritzau/