Alkohol fylder meget i den danske kultur. En halv million danskere har et forbrug, der skader deres helbred, og flere end 100.000 er så afhængige, at de får abstinenser, når de ikke drikker.
Beslutter de sig for at søge hjælp i kommunen, har de ingen garanti for at få en behandling, som har en videnskabelig dokumenteret virkning, viser en undersøgelse fra Alkohol & Samfund.
Her kan du læse mere om alkoholproblemer og -behandling i Danmark:
* 140.000 danskere er afhængige af alkohol.
* Omkring en halv million - 585.000 - har et forbrug, som skader deres helbred.
* 860.000 drikker mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det vil sige, at de drikker over grænsen på 14 genstande om ugen for kvinder og 21 genstande om ugen for mænd.
* Siden 2007 har kommunerne haft ansvaret for alkoholbehandling.
* Kommunen skal tilbyde gratis og anonym behandling til alkoholmisbrugere senest 14 dage efter første henvendelse.
* Der er ingen lovkrav til, hvad alkoholbehandling skal indeholde.
Kilder: Sundhedsstyrelsen og Alkohol & Samfund.
/ritzau/