Få timer efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, havde truet Nordkorea med "bål og brand", meddelte det isolerede styre, at dets militær undersøger muligheden for at angribe øen Guam.
Torsdag lokal tid oplyser Nordkorea, at landet har en angrebsplan klar i midten af august.
Bliv klogere på øen Guam her:
* Guam er amerikansk territorium og ligger i det vestlige Stillehav.
* Øen er 550 kvadratkilometer stor og har en befolkning på godt 160.000 mennesker.
* Guam blev erobret af USA fra Spanien i 1898 under den spansk-amerikanske krig.
* Der er omkring 6000 amerikanske soldater på Guam. Næsten en tredjedel af øen er kontrolleret af det amerikanske militær.
* The Joint Region Marianas er en amerikansk militærkommando på øen, der kombinerer militærbaserne Anderson Air Force Base og Naval Base Guam.
* Anderson Air Force Base huser B52-bombefly samt jagerfly.
* Øverstbefalende i det amerikanske militær har refereret til Guam som USA's "permanente hangarskib".
* Guam er en del af Mikronesien og ligger cirka 5300 kilometer nord for den australske storby Sydney og omkring samme afstand fra den amerikanske delstat Hawaii.
* Øen ligger sydøst for Nordkorea omkring 3400 kilometer fra hovedstaden Pyongyang.
* Alle, der fødes på Guam, er amerikanske statsborgere.
Kilde: ABC News
/ritzau/