Natten til lørdag er der indgået en aftale om en ny overenskomst på det regionale område for faggrupperne under FTF og Akademikernes Centralorganisation.
Dermed er der lavet forlig for samtlige 120.000 ansatte under regionerne, efter at forbundene under LO blev enige om en aftale natten til onsdag.
De to aftaler ligner på mange punkter hinanden.
Den seneste aftale indeholder følgende punkter:
* En lønramme på 8,10 procent (inklusive reststigning på 0,6 procent) over tre år, herunder:
- generelle lønstigninger på 6,10 procent og forventet udmøntning fra reguleringsordningen på 0,71 procent.
- midler til de enkelte organisationers forhandlinger på 0,35 procent.
- puljer til særlige formål og prioriterede grupper mm på 0,34 procent.
* En reguleringsordning, der ikke længere indeholder et såkaldt privatlønsværn, men sikrer en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked.
* Løsning af udfordringerne omkring den betalte spisepause.
* Orlov med fuld løn til forældre til et dødfødt barn.
* Omsorgsdage til regionalt ansatte plejeforældre.
* Ret til fravær med løn ved fertilitetsbehandling.
* Orlov, hvis en regionalt ansat akut tager et spædbarn i pleje.
* En ny aftale om ferie.
* Åremålsansættelse: reduktion i fratrædelsesbeløb samt stop for fratrædelsesgodtgørelse ved fortsat ansættelse.
* Uddannelsesløft fra ufaglært til faglært.
* Et projekt med fokus på arbejdsmiljøet.
Kilder: Danske Regioner
/ritzau/