Lavprisselskabet Norwegian taber omkring 775 millioner kroner i første halvdel af 2017.
Det til trods for, at selskabet har flere passagerer og mere omsætning end nogensinde før - og overskud i andet kvartal.
Læs her om selskabet, der startede med en rute på Norges vestkyst, men har ambitioner om at blive et verdensomspændende lavprisselskab:
* Norwegian er i dag det næststørste luftfartsselskab i Skandinavien og det tredjestørste lavprisselskab i Europa.
* Selskabet har omkring 7000 ansatte.
* Norwegian har over 500 ruter til 150 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand, Caribien og USA.
* Norwegian har en flyflåde på over 120 fly. Flyene fragter cirka 30 millioner passagerer om året.
* Selskabet blev grundlagt i 1993 og startede med norske indenrigsflyvninger, men begynder op gennem 00'erne også at flyve rundt i Europa.
* Norwegian etablerer sig i København i 2008 efter Sterlings konkurs.
Kilder: Norwegian, check-in.dk.
/ritzau/