Ritzau
Opdateret kl. 18:45
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan "slet ikke" se det nuværende Tyrkiet blive medlem af EU.
Det siger han, efter at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har brugt lignende vendinger.
Det er opsigtsvækkende, fordi EU har en flygtningeaftale med Tyrkiet.
Få et overblik over aftalen her:
* Flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet blev indgået i marts 2016.
* Aftalen betyder, at migranter, der er ankommet til Grækenland fra Tyrkiet efter 20. marts sidste år og vurderes ikke at have behov for beskyttelse, skal sendes tilbage til Tyrkiet.
* For hver syrisk statsborger, der sendes tilbage til Tyrkiet, skal en anden syrer hentes fra en flygtningelejr i Tyrkiet og genbosættes i EU.
* Siden flygtningeaftalen trådte i kraft, er tilstrømningen til de græske øer mindsket kraftigt.
* Dem, der allerede har været i Grækenland og bliver sendt retur til Tyrkiet, kommer bagest i køen.
* Alle flygtninge og migranter skal have mulighed for at få deres sag prøvet i Grækenland, men kun hvis de kan sandsynliggøre, at de har været udsat for forfølgelse i Tyrkiet.
* Aftalen er blandt andet indgået for at ødelægge menneskesmuglernes forretning, men den er blevet stærkt kritiseret af FN og en lang række menneskerettighedsorganisationer.
Kilder: Reuters, BBC, UNHCR, EU-Kommissionen.
/ritzau/