Voldsomme optøjer prægede 14. april Blågårds Plads på Nørrebro i København, efter at partilederen i Stram Kurs, Rasmus Paludan, havde afholdt en demonstration.
Flere blev ved optøjerne anholdt, og nu er ti personer dømt for blandt andet vold mod politiet og grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Her kan du se alder på personerne, og hvad de er dømt for:
* 17-årig mand, et år og tre måneders ubetinget fængsel for at kaste mindst tre brosten mod politiet.
* 25-årig mand, et års ubetinget fængsel for at kaste en stol, træpæle og brosten mod politiet.
* 17-årig mand, otte måneders ubetinget fængsel for at kaste fyrværkeri, glasskår og sten mod politiet.
* 54-årig mand, ni måneders ubetinget fængsel for at medvirke til vold mod politiet.
* 17-årig mand, seks måneders fængsel, hvoraf de fire er betinget, for at kaste en plade, et bræt og en træpæl mod politiet.
* 22-årig mand, ni måneders ubetinget fængsel for at kaste en trægenstand mod politiet.
* 21-årig mand, et års ubetinget fængsel for at kaste to brosten, en spids lægte og en ukendt aflang genstand mod politiet.
* 38-årig mand, ni måneders ubetinget fængsel for at kaste to sten mod politiet.
* 17-årig mand, otte måneders ubetinget fængsel for at kaste et støtteben, en sten og en planke eller lignende genstand mod politiet.
* 24-årig mand, otte måneders ubetinget fængsel for at kaste en sten eller lignende mod politiet.
Kilder: Pressemeddelelse fra Københavns Politi.
/ritzau/