Håbefulde og hårdtarbejdende talenter udi gastronomien har lørdag kæmpet om titlen som Årets Kok 2019.
Vinderen - Kristoffer Ringsing fra Restaurant B-Spis i Næstved - er med trofæet kommet i selskab med en lang række af dygtige mænd og kvinder fra kokkefaget, der over årene har vundet konkurrencen.
Læs her om konkurrencen Årets Kok:
* Årets Kok er danmarksmesterskaberne for professionelle kokke.
* Konkurrencen har været afholdt siden 1992. Formålet med konkurrencen var dengang at sætte mere fokus på kokkeuddannelsen.
* Listen over tidligere vindere af konkurrencen tæller mænd og kvinder, der også efterfølgende har opnået stor anerkendelse for deres kulinariske evner - blandt andet som kokke på Michelin-restauranter og i tv.
* Her kan nævnes Thomas Herman Pedersen (2001), Rasmus Kofoed (2003) og Mette Hvarre Gassner (2011).
* Konkurrencen afholdes i år i MCH Messecenter Herning.
* Mens Årets Kok drejer sig om Danmarks bedste kokke, kåres verdens bedste kok hvert år i konkurrencen Bocuse d'Or.
* I år var vinderen af denne konkurrence danskeren Kenneth Toft-Hansen.
* Tilbage i 2009 blev han kåret som Året Kok i Danmark.
* Også Rasmus Kofoed har fulgt titlen som Årets Kok i Danmark op med en guldmedalje i den internationale konkurrence Bocuse d'or. Det skete i 2011.
* Samtidig med konkurrencen Årets Kok er Årets Tjener blevet kåret.
* Det er Horesta - brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet - samt fagforeningen 3F og erhvervsskolen College 360 i Silkeborg, som har arrangeret konkurrencen.
Kilde: aaretskok.dk, Ritzau.
/ritzau/